Hun har den flotteste røde hår - og det er hundrede procent naturligt! Hun har lys hud og fregner. Virkelig, hun er så smuk!
Hendes personlighed er endnu smukkere. Hun vil aldrig svigte en god veninde... Ligemeget hvor meget den veninde gjorde mod hende. Org, jeg kan slet ikke beskrive hende! Hun tænker altid på andre før hende selv. Hun har desværre ingen selvtillid... Hun synes skolen er svær... Hun meget genert. Hun har en fobi for blod. Hun gik til ekstratimer i engelsk og fik ekstralektier i matematik. For nogle år siden mistede hun sin lillebror, på den måde at hans mor tog ham fra hans far (Joses far) og de har ikke fundet nogle af dem... Til sidst kom tankerne om at hun skulle tabe sig. Jose har altid været utrolig tynd. Før har det ikke været noget problem, det var bare sådan hun var bygget. Men det betød så også at lige så snart hun begyndte at tabe sig, blev det hurtigt meget alvorligt. Hun gik allerede til psykolog før "tankerne" kom. Som sagt havde hun en fobi for blod, og det var temmelig voldsomt. Derfor blev "tankerne" hurtigt bragt på bane. Det var rigtig heldigt. På det tidspunkt tog hun hver dag hjem efter skole, for at motionere. Hun løb og hvis hun ikke kunne komme til det, sjippede hun 1000 sjip i ét træk. Hvis du nu tænker, det er da ikke så slemt med 1000 sjip, så prøv. Jeg kan sige så meget at jeg kom til 250... Ikke lang tid efter at hun havde fået en anden psykolog der bedre kunne håndtere "tankerne", startede hun med at gå til lægen. Lægen forbød hende hurtigt at motionere på nogen måde. Jose fik det dårligere og dårligere. Både fysisk og psykisk. Hun vejede nu 10 kilo mindre end mig... Mange dage stod jeg ude på skolens toilet sammen med hende, med løftede trøjer. Da spurgte jeg hende: "Hvad tænker du når du ser vores to maver?" Og hun svarede helt seriøst: "Jeg er tyk." Selvfølgelig kunne jeg ikke forstå hvordan Jose kunne se det på den måde, jeg var ikke syg. Hun blev ved med at få det værre. Da vi kom i skole en mandag, skulle vi rigtig have været i skoven med vores venskabsvenner med det samme. Men pludseligt skulle vi ind og sidde i rundkreds inde i klassen. Da læreren råbte os op, lagde jeg mærke til at han ikke råbte Joses navn op. Dér blev jeg bange. Efter opråbningen sagde han: "I har måske lagt mærke til at Josephine ikke har været i skole her på det sidste. Og det vil hun sandsynligvis heller ikke i lang tid. Josephine er blevet indlagt på Holbæk hospital..." Dér brød jeg sammen. Jeg kunne bare mærke at jeg begyndte at græde, jeg kunne slet ikke høre hvad min lærer sagde videre. Jeg kunne mærke min venindes hånd i min hånd, og så gik jeg ud. Tre af mine veninder var fulgt efter. Da jeg kom ud på toilettet begyndte jeg at græde rigtig voldsomt. Jeg vidste jo godt at det var det bedste for hende, og at hun nu, i hvert fald fysisk, ville få det bedre... Men det var bare så hårdt.
Siden den dag har jeg kun set hende to gange. Min bedsteveninde... Jeg har kun set min bedsteveninde to gange på næsten et helt halvt år. Den ene gang til hendes konfirmation og den anden gang i H&M hvor hun ikke rigtig sagde noget... Vi skriver næsten hver dag, og det er jeg rigtig glad for, men virkelig, det er hårdt ikke at have sig bedsteveninde ved sig i sin hverdag!
I dag skulle jeg hente Alexander. Alexander er den sødeste 3 årige dreng. Han er min fætters barn. Hvis i ved hvad det hedder, altså ens fætters barn, så vær super søde at skrive det som en kommentar! ;-)
Jeg kom til hans børnehave præcis klokken fire, og som altid, blev han altid glad for at se mig. Det er virkelig en af verdens dejligste følelser! Vi gik hjem, jeg holdt min cykel i den ene hånd og holdt ham i hånden med den anden hånd. Da vi kom hjem, var vi ude helt til kvart i seks, så gik vi op og jeg læste op for ham i nogle forskellige bøger. Lidt efter kom hans far hjem, og ikke lang tid efter tog jeg selv hjem. Da jeg sagde farvel til Alexander sagde han: "Vil du ikke nok lege mere med mig?" og kiggede op på mig med hans søde øjne. Awww! Men det kunne jeg ikke... Så jeg fik to store smækkys af ham og så tog jeg hjem.
I morgen skal jeg hjem til dem igen. Vi skal holde Alexanders fødselsag ;-)
Jeg kom til hans børnehave præcis klokken fire, og som altid, blev han altid glad for at se mig. Det er virkelig en af verdens dejligste følelser! Vi gik hjem, jeg holdt min cykel i den ene hånd og holdt ham i hånden med den anden hånd. Da vi kom hjem, var vi ude helt til kvart i seks, så gik vi op og jeg læste op for ham i nogle forskellige bøger. Lidt efter kom hans far hjem, og ikke lang tid efter tog jeg selv hjem. Da jeg sagde farvel til Alexander sagde han: "Vil du ikke nok lege mere med mig?" og kiggede op på mig med hans søde øjne. Awww! Men det kunne jeg ikke... Så jeg fik to store smækkys af ham og så tog jeg hjem.
I morgen skal jeg hjem til dem igen. Vi skal holde Alexanders fødselsag ;-)
KH Linnea :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar